Mindeord for Hans Haagen Pedersen

 
 
Det er med stor sorg, vi har taget afsked med et stort varmt menneske, der i hele sit lange liv har givet så meget til andre, uden at forvente at få noget igen.
 
Hans har været foreningsmenneske og gymnast og instruktør igennem hele sit liv. Som gymnast kunne han springe spring som også i dag ca. 60 år efter, ville høste stort bifald. Som instruktør igennem næsten 50 år har han undervist alle alderstrin i både motions- og redskabsgymnastik i Lellinge Gymnastikforening og i Køge Gymnastikforening. Og siden 1970 i Gymnastikforeningen Køge Bugt som han var medstifter af og formand for igennem mange år.
 
Hans var en ildsjæl og hans store entusiasme, ihærdighed, medmenneskelighed og varme har været en stor inspirationskilde for mange i Køge og Lellinge. Når man er blevet lidt ældre og tænker tilbage på livet, så dukker der altid milepæle op, som har været med til at forme én, til den man er. Hans’ måde at tilgå livet på, har haft stor betydning for mange.
 
Der var da heller ingen tvivl om, at Køge Bugt Gymnastikcenter skulle tilegnes Hans. Hans byggede for 40 år siden foreningens første klubhus. Det blev flittigt brugt af foreningens unge, han byggede springgrave fyldt med spagnum, han arrangerede sommerture til Fuglsøcenteret, (dengang var det nogle børns eneste sommerferie) og han arrangerede snart det ene og snart det andet. Da Hans var med til at indvie Køge Bugt Gymnastikcenter sagde han, at en stor drøm var gået i opfyldelse.
 
Hans efterlader sig Kirsten. De har sammen været på en fantastisk rejse i gymnastikken og vi har utroligt meget, at takke dem begge for.
Æret være hans minde.
 
Bestyrelsen Gymnastikforeningen Køge Bugt.
 
 

Seneste nyheder

Se alle nyheder
Gymnastikforeningen Køge Bugt · Ravnsborgvej 3A · 4600 Køge · Tlf. 40754143 · Mail: admin@koegebugt.dk