COVID19 retningslinjer for gymnastik

 

Vi glæder os til at kunne byde jer alle velkommen til den nye sæson 2020/2021.

Vi vil gøre vores bedste for, at alle skal føle sig trygge ved at deltage i vores aktiviteter. Vi håber at vi med fælles hjælp og ansvar, søger for at begrænse risikoen for smittespredning mest muligt. Vi ønsker alle en god gymnastiksæson trods omstændighederne.

Tegn på sygdom – bliv hjemme:

INGEN møder til træning, hvis vedkommende har symptomer på at kunne være smittet.

Hvis nær familie eller venner bliver testet for corona, skal I blive hjemme fra træning indtil et svar foreligger.

Hvis en gymnast eller en person i omgangskredsen konstateres smittet, SKAL administrationen straks have meddelelse om dette på admin@koegebugt.dk og gymnasten må ikke møde til træning. Dette for at kunne opspore / stoppe smittekæderne.

Træning:

Gymnaster skal før træning spritte hænder af/vaske hænder. Generelt husk god hygiejne før, under og efter træning. Gymnasterne skal have eget håndsprit med.

Respekter og efterlev de specifikke anvisninger fra din instruktør.

Selvom vi gerne vil, så undgå kram og high-fives. Hold 1 meters afstand og minimer fysisk kontakt med andre gymnaster (2 meter ved kraftig udånding).

Ingen springer i bar overkrop.

Husk egen drikkedunk og del IKKE med andre.

Hvor det er muligt og giver mening, skal du selv medbringe rekvisitter. F.eks. yogamåtte, køller, tøndebånd mm.

Hjælp til ved rengøring og afvaskning/afspritning af redskaber efter endt træning.

Hjælp hinanden med at huske ovenstående, da vi højest sandsynligt vil glemme det ind i mellem.

Ankomst og afhentning:

Ankom omklædt til træningen og forlad træningsfaciliteten straks efter træning.

Børnene skal så vidt muligt afleveres og hentes udenfor hallen/gymnastiksalen. Forældre henvises til at opholde sig udendørs, for at undgå for mange mennesker i hallerne, med deraf større smitterisiko. Det betyder f.eks. at forældre ikke kan opholde sig på balkonen i gymnastikcenteret.

Brug af omklædningsrum skal begrænses. På alle træningssteder er det max. 7 personer ad gangen i omklædningsrummene og max. 3 personer i bad samtidig. Dette betyder at det ikke er praktisk muligt med den tid der er til de enkelte hold, at sikre at alle kan nå at klæde om, før og efter træning, hvorfor der henstilles til at gymnaster/instruktører undgår omklædning i hallernes omklædningsrum.

Ingen aktivitet, som opvarmning, løb eller andet i gangarealer (Ravnsborghallen - omklædningsgang)

 

 

Hvis du har nogle spørgsmål så tøv ikke med at kontakte os på admin@koegebugt.dk.

Vi glæder os til at lave gymnastik igen med jer. Vi skal alle hjælpes ad med at overholde retningslinjerne, være ekstra tålmodige og give god plads til hinanden 

 
 

Seneste nyheder

Se alle nyheder
Gymnastikforeningen Køge Bugt · Ravnsborgvej 3A · 4600 Køge · Tlf. 40754143 · Mail: admin@koegebugt.dk